Henrik Pontoppidan

(1857-1943)

Forfatter. Startede sit forfatterskab med en rekke krasse og pessimistiske skildringer af almuelivet (Stukkede vinger (1881), Landsbybilleder (1883), Fra hytterne (1887). I nogle smaromaner (Sandinge menighed (1883), Isbjornen (1887), Spogelser (1888) op til de store romaner:Det forj?ttede land I-III (1891-95) om den religiose idealists brutale mode med virkeligheden og udviklingsromanen Lykke-Per (1898-1904). Om det enkelte menneske/kunstneren overfor samfundet handler de sma romaner Minder (1893), Nattevagt (1894), Den gamle Adam (1894), Hojsang (1896), Borgmester Hoeck og hans hustru (1905) og Hans Kvast og Melusine (1907). Det ny arhundredes Danmark angribes i Pontoppidans tredje storv?rk og undergangsvision De dodes rige (1912-16). Af r?kken af romaner fra 1880’erne til 1920’erne samler sig en omfattende og detaljerig fort?lling om Danmarks og danskernes ”indre” historie i dette tidsrum, hvor Pontoppidan ved flere lejligheder med dyb meddelagtighed og med et habefuldt krav om livsduelighed tager del i folkets og nationens kriser og fortvivlelse. Af senere romaner Mands himmerig (1927) samt erindringerne Undervejs til mig selv (1943). 1917 delte Pontoppidan Nobel-prisen med Karl Gjellerup.